Visible Voices har eksisteret som kor siden 2010. I starten var vi en ganske lille flok, i dag er vi ca. 30 sangere fordelt på 4 stemmegrupper. Mange af os har sunget sammen i mange år og i mange forskellige sammenhænge. Vi er åbne og imødekommende, og vi garanterer, at du går fra korprøverne med mere energi, end du kom med.
Koret er ledet af Lasse Hansen. Lasse tiltrådte som musikalsk leder i januar 2025. Lasse er uddannet rytmisk musiker fra Det Fynske Musikkonservatorium (Syddansk Musikkonservatorium). Han er også organist og korleder i Vor Frue Kirke i Kalundborg.

Tine Refsgaard var musikalsk leder for Visible Voices fra 2012 til 2024. Hun var en engageret og energisk underviser, som arbejdede progressivt med korets klang, tekstarbejde og samlede musikalske udtryk.
Hun har solid erfaring indenfor undervisning i sangrelaterede fag. Siden 1998 har hun været tilknyttet Rytmisk Musikkonservatorium, Ærø Højskole, Smallegade Musikhøjskole, Bornholms Musik- og Billedskole, Rytmisk Center, Roskilde Kulturskole, Fyns Talentskole og Lejre Musikskole.
Tine Refsgaard er uddannet sanger/musiklærer/korleder ved Rytmisk Musikkonservatorium i København (2000).
Som udøvende musiker/sanger er Tine Refsgaard sanger og percussionist i 10-mandsorkestret “Tone of Voice Orchestra”, som turnerer i ind- og udland.
Hun spiller duo med musiker Anders Provis samt er stifter og korleder for Lejre Rytmiske Kor.
Som sangskriver på dansk (tidl. med sit band TILT) har hun udgivet 3 CD´er.
Ud over passionen for musik er hun optaget af at skabe og udstille improviseret billedkunst.
